Skab grobund for relationerne

Relationer kan ikke gives på recept. Det handler om at skabe anledninger.

Hjemmesiden Aktivt Ældreliv er en oplagt anledning til at finde den aktivitet og mulighed for socialt samvær, som kan være med til at forebygge eller hjælpe en du kender ud af ensomhed. Søg på aktiviteterne sammen, og snak om hvilke muligheder, der giver mening for vedkommende.

Som en god ven, en medborger, fagprofessionel og kommune kan gøre meget mere end det. Her kan du læse om, hvad du kan gøre for at skabe anledning og grobund for sociale relationer.

 

Som god ven

Hvis du fornemmer, at en af dine gode venner er i risiko for at opleve ensomhed, kan du hjælpe vedkommende på flere måder. Det kan være rigtig svært på egen fod at bryde ud af ensomheden og tage initiativ til aktiviteter, og mange har derfor brug for opmuntring til at deltage i aktiviteter og derved socialt samvær. Som nær ven kan du for eksempel blot invitere personen på kaffe oftere eller invitere flere venner over samtidigt, hvilket vil være naturligt, da personen i forvejen har tillid til dig. Du kan også tage initiativ til at starte til en aktivitet sammen eller hjælpe den anden med at finde en aktivitet. Det kan være en foredragsrække, en bridgeklub, gymnastik eller noget helt fjerde. Du kan finde aktiviteter i jeres nærområde ved at anvende søgemaskinen her.

Som en god ven kan man altid starte med at italesætte sin bekymring og idéer for nye aktiviteter, I kan deltage i sammen. Læs mere om hvordan man kan åbne op for denne samtale.

 

Som engageret medborger

Forebyggelse af ensomhed handler om at turde hjælpe og støtte hinanden, når det bliver svært. Men det handler også om at dele oplevelser, gode ideer og sjove minder. Det kan man både gøre med nære venner, men også med bekendte, som man eksempelvis kender fra nabolaget eller en forening. Undersøgelser viser, at mange kan føle sig ensomme, også selvom de er en aktiv del af en forening, hvorfor kærlig opmærksomhed på hinanden kan gøre en stor forskel.

Når I mødes som forening, aktivitetstilbud eller blot en gruppe mennesker, kan I gøre meget for hinanden. Det er betydningsfuldt, at man ved første møde bliver mødt af et modtageligt, åbent og rummeligt fællesskab. Det er altid svært at være ny, og det er de små ting, som for eksempel at følges, at have en plads og blive hilst på, der gør en stor forskel for relationen til hinanden.

Vær ikke bange for at række ud og invitere dine medmennesker til en kop kaffe eller med til arrangementer i foreningen. Det er af afgørende betydning for et meningsfuldt liv, at blive set og føle, at man har vidner til sit liv. Så hvis en anden fra din forening, pludselig ikke dukker op i en længere periode, så vær ikke bange for at tage kontakt. Jeres forhold behøver slet ikke være så tæt, før man kan række ud med omsorg og bekymring.

 

Som fagprofessionel

Som fagprofessionel møder du mange borgere, som oplever ensomhed. Du har sikkert mange gange oplevet gerne at ville hjælpe, men du har muligvis mistet overblikket over mulighederne i området, og derfor have svært ved at rykke borgeren.

Blandt mange ældre som oplever ensomhed, er der et ønske om at deltage mere aktivt i foreningsaktiviteter, men det kan virker uoverskueligt at komme i gang. Du kan hjælpe borgeren med at skabe et overblik over, hvilke aktiviteter der findes i deres lokalområde, ved at hjælpe dem med at bruge Aktivt Ældreliv og derigennem finde frem til mulighederne tæt på dem.

Udover at hjælpe borgeren konkret med hjemmesiden, kan du også tage en snak omkring det aktive ældreliv. Det handler om, at italesætte de muligheder der er, og efterfølgende være opmærksom på de barrierer der kan opstå, og håndtere dem på en god måde for den enkelte borger. Snakken i sig selv er vigtig, og en forandring kan sagtens ske ved at tage små skridt i borgerens tempo. Men støtten er vigtig og snakken ville kunne give borgeren det kærlige skub, vedkommende muligvis har brug for, for at blive motiveret til at deltage i nye fællesskaber.

 

Som kommune

Som kommune kan et stort skridt på vejen være aktivt at sætte ensomhed på dagsordenen. Mange kommuner har rigtig gode erfaringer med at have fokus på forebyggelse af ensomhed i samarbejdet og samskabelsen mellem kommuner og foreninger. 

Samskabelse er en metode der kan skabe vej til innovativt og frugtbart samarbejde mellem civilsamfund og den frivillige verden lokalt. Samskabelse skaber ejerskab hos deltagerne, uanset om de er frivillige, politikere eller medarbejdere, fordi man skaber noget sammen fra bunden.

På baggrund af erfaringer fra Aktivt Ældreliv kan vi se, at ensomhed er et rigtig godt udgangspunkt for arbejdet med aktivt medborgerskab og samskabelse.

Hvis jeres kommune endnu ikke er en del af Aktivt Ældreliv, så er en god mulighed også at komme med på hjemmesiden. Det er ofte en stor udfordring for både borgere og medarbejdere at have overblik over og kende til alle tilbuddene i jeres kommune. Aktivtældreliv.dk giver det nødvendige overblik over de mange muligheder, som faktisk findes i kommunen og danner bro mellem aktiviteter og borgeren.

 

 

Fokuser på behov og ønsker

Læs mere

Bliv frivillig og gør en forskel

Læs mere

Udvid dit netværk

Læs mere

Find aktiviteter

Klik her for at søge efter aktiviteter i dit nærområde.

Læs mere

Dialogspørgsmål

Dialogspørgsmålene kan bruges som inspiration til en snak om, hvordan man som forening kan imødekomme ensomhed.

Hent redskab

Barrierer og muligheder for et socialt liv

Læs mere om barriererne for et socialt liv i publikationen, og få mere viden om, hvilke muligheder der er.

Læs mere